Velkommen til Yxenskovens Hemmelighed.
Yxenskovens Hemmelighed er en live rollespils kampagne i Tornby Klitplantage.
Skyggerne var begyndt at blive lange og en lifligt duft af kød og bål smøg sig, med den svage aften brise, ned igennem landsbyen.

Jægeren Erik havde haft held med jagten i morges og menuen stod derfor på vildt i aften.

Hirdmanden Mygner var på vej over til Kong Sigurd for at fortælle om den larm der havde været i skoven mod vest.

Det lød som om at Jætterne havde gang i et eller andet. Efter lyden at dømme var de ret tæt på Yxengaard. Tættere end de plejede at være.

Mygner slikkede sig om munden ved den liflige duft der bredte sig i skoven og han glædede sig til et godt varmt måltid i kroen. Som kongens betroede hirdmand var han klar til at drage til Vahal når den tid kom, så hvorfor ikke komme af sted med vommen fuld.

Et smil bredte sig på hans ansigt. Han kom til at tænke på det sidste slag imod jætterne. Det slag hvor hans fosterbror Thorleif var draget med valkyrierne til Odins haller. Han glædede sig til at de skulle drikke tæt sammen igen, når det engang blev hans tur til at drage til de store haller. Om det bliver i morgen eller om mange år, spekulerede Mygner ikke så meget over. Den beslutning var afgjort af Nornerne og kun de kendte tidspunktet og det gjorde livet nemt for Mygner.

Han trådte ind af porten til Kongsgaarden . Kong Sigurd stod med en økse i den ene hånd og et mjødkrus i den anden.

”Vær hilset høvding” sagde han. Hird mændene tiltalte altid Kongen som ”Høvding” og det var deres ret som kongens mest betroede krigere.

”Vær hilset Mygner”, ”hvad bringer dig hid”? ”Jeg troede du sad og mæskede dig på kroen i råvildt”:svarede kongen. ”Kom og skyl stemmebåndet og fortæl mig så hvad der bringer dig hid”. Kongen rakte mjødkruset frem og Mygner drak.

Mygner bøvsede og tørrede sig om munden. ”Jætterne rører på sig vest for byen og Erik så friske spor efter jætteyngel just oppe i hønsebakkerne, Jeg tror at jætte høvdingen Jokull Blodøje vil os et eller andet” svarede Mygner.

Kongen rynkede brynene og snøftede vredt. ”Nu håber jeg vi får lov til at spise i fred”! Han satte øksen hårdt i en træstub, spændte sværdet om livet og vendte sig om imens han begyndte af gå ud af kongsgaarden.

”kom lad os gå på kroen”!