Top Local Places

Mogens Petersen

Allégade 76, Odense, Denmark
Professional services
advertisement

Description

ad

filosofiske samtale •• mogenspetersen.com

•  executive coaching

•  team training

•  organizational development Lorem Ipsum er ganske enkelt fyldtekst fra print- og typografiindustrien. Lorem Ipsum har været standard fyldtekst siden 1500-tallet, hvor en ukendt trykker sammensatte en tilfældig spalte for at trykke en bog til sammenligning af forskellige skrifttyper. Lorem Ipsum har ikke alene overlevet fem århundreder, men har også vundet indpas i elektronisk typografi uden væsentlige ændringer. Sætningen blev gjordt kendt i 1960'erne med lanceringen af Letraset-ark, som indeholdt afsnit med Lorem Ipsum, og senere med layoutprogrammer som Aldus PageMaker, som også indeholdt en udgave af Lorem Ipsum.

Det er en kendsgerning, at man bliver distraheret af læsbart indhold på en side, når man betragter dens layout. Meningen med at bruge Lorem Ipsum er, at teksten indeholder mere eller mindre almindelig tekstopbygning i modsætning til "Tekst her – og mere tekst her", mens det samtidigt ligner almindelig tekst. Mange layoutprogrammer og webdesignere bruger Lorem Ipsum som fyldtekst. En søgning på Lorem Ipsum afslører mange websider, som stadig er på udviklingsstadiet. Der har været et utal af variationer, som er opstået enten på grund af fejl og andre gange med vilje (som blandt andet et resultat af humor).

CONTACT

RECENT FACEBOOK POSTS

facebook.com

DE VOKSNE BØRN I DEN SKILTE FAMILIE For et par uger siden sendte DR1 det afsluttende afsnit af tv-serien 'Aldrig for sent'. Men dokumentarserien kan frem til 6. juli stadigvæk ses eller genses på nettet via DRs hjemmeside. Serien tar udgangspunkt i en ganske tør konstatering af, at hver femte dansker i forbindelse med en opstået konflikt har mistet kontakten med et eller flere familiemedlemmer. Og dokumenterer gennem fire udsendelser med en række helt konkrete cases, hvor kompliceret og vanskeligt - og i nogle tilfælde ligefrem umuligt - det kan være for familiemedlemmer at genfinde den gensidige kontakt med hinanden, som parterne ellers hver for sig har givet udtryk for, at de gerne ville forsøge at reetablere. Serien viser, hvordan svære og smertefulde følelser af savn og tab, som motiverer stærke ønsker om genetablering af kontakten, samtidigt kan skabe tunge, følelsesmæssige reaktioner af sårethed, bitterhed og skuffede forventninger, der kan blokere forsøg på at genskabe familierelationerne. Med stor klarhed og styrke viser dokumentarserien bl.a., hvordan forældrenes isoleret set meget forståelige følelsesmæssige reaktioner på at have oplevet sig bebrejdet, fordømt, afvist eller forkastet af børnene (og af hinanden) i sidste instans kan true med at gøre alle forsoningsforsøg forgæves. Hvis forældrene ikke er i stand til at lægge følelserne af at være urimeligt behandlede til side og virkelig 'lægge øre til', lytte efter og rumme børnenes nogen gange meget lavmælte eller ligefrem uudtalte skuffelser, anklager og vrede, kan mæglingsbestræbelserne hurtigt ende med at blive frugtesløse. For relativt nylig var jeg selv konsulent ved en familiemægling, hvor vi efter ni sessioner med forskellige 'opstillinger' undervejs lykkeligvis kunne afslutte forløbet med et positivt og optimistisk resultat. Forældrenes skilsmisse tre år før havde afstedkommet, at i faren det sidste halvandet år ikke havde haft kontakt med de to yngste af de tre børn. For alle parter var det en meget ulykkelig og smertefuld situation. Den ældste af børnene, som i modsætning til sine søskende boede for sig selv og som den eneste havde kontakt med begge forældre, var i begyndelsen af forløbet den af familiens medlemmer som stærkest og mest direkte gav udtryk for sorg og fortvivlelse over den aktuelle familiesituation præget af distance, tavshed, apati og 'spillen bolden over på den anden banehalvdel'. Faren havde tidligere i breve og sms'er til familien iblandet beskrivelser af afmagtsfølelser, desperation og suicidale forestillinger fortalt om sit stærke savn og længsel efter kontakt med børnene. Men uden at det til hans betydelige undren og totale mangel på forståelse havde resulteret i den genforening, som han forventede. Han var i begyndelsen af mæglingsprocessen helt ud af stand til at se, at hans forsøg på kontakt gennem sine skriverier og telefonbeskeder var udformet på en måde, som resulterede i stærke skyldfølelser hos modtagerne og efterfølgende resignation og følelsesmæssig lammelse hos alle. Også moren, hvor de to yngste børn boede fast, efter at deleordningen 'var gået i stykker', følte sig magtesløs og ude af stand til at se, hvordan familien selv kunne nå frem til den gensidige kontakt, som alle i realiteten ønskede efter skilsmissen. På den baggrund besluttede hun sig for at tage initiativ til at søge ekstern bistand som efter hendes opfattelse sidste udvej for at bringe familien ud den fastfrosne konflikt. Forløbet gav anledning til en genopfriskning af et par helt grundlæggende spilleregler for samarbejdet og samværet i den skilte familie: For det første er det er helt generelt nødvendigt, at fraskilte forældre viser gensidig respekt og opretholder et indbyrdes tilstrækkeligt godt samarbejde omkring dels de forskellige, dagligdags gøremål - skolegang, skolekammerater, sport, transport, tøjvask, lommepenge osv. - og dels omkring fødselsdage, højtiderne og fremtidige større og mindre begivenheder i det fortsatte familieliv. Når børnene herigennem fornemmer, at forældrene stadigvæk ønsker (- og det er det vigtigste! - men selvsagt må de i en vis udstrækning også evne) at samarbejde, 'slapper' børnene mere af og begynder at interessere sig for andre ting end at lede efter muligheder for at pådrage sig forskellige problemer og symptomer, som derigennem 'tvinger' resten af familien til grader af samarbejde ved at skabe fælles usikkerhed og bekymring omkring sig. For det andet skal forældrene helt enkelt bare rumme børnene! - Det er det centrale i denne sammenhæng, hvor det drejer sig om, at kontakten i en familie afbrydes som følge af, at forældrene har besluttet at gå fra hinanden. Og de efter kortere eller længere tids 'radiotavshed' igen forsøger at optage kontakten mellem sig og det eller de børn, der i den mellemliggende periode kun har haft kontakt med den anden forældre. Forældrene skal i den situation være indstillet på at forstå og tåle børnenes reaktioner. Og ikke omvendt, - begribeligvis. Og heller ikke blot ligeligt fordelt til begge sider. Sådan er spillet simpelthen linet op mellem forældre og børn. Uanset om børnene eventuelt i mellemtiden er blevet halv- eller helvoksne, er det nemlig stadigvæk dem, der er 'børnene'. Og børnenes forældre er stadigvæk at betragte som dem, der er 'de voksne'. Hvis forældrene i forbindelse med en bestræbelse på at reetablere kontakten i familien ikke er ansvarstagende, imødekommende og 'large' i forhold til relationen mellem børnene og dem selv, føler børnene sig svigtet og forrådt. Hvis forældrene selv er 'børn' og reagerer som børn, dvs. umiddelbart tager udgangspunkt i deres egne følelser og forsøger at opnå forståelse for dem, har de 'egentlige børn' ikke noget sted at vende sig hen med deres 'børne-væren'. Forholdet mellem forældre og børn er og blir 'skævt'. Og sådan skal det være. - Og sådan kan det også kun være, så længe man selv vælger at spille med i det game, som hedder 'Far, Mor og børn'. Du kan helt frit vælge dit game - det bestemmer du kun selv, - men når du har valgt det, er det ikke frit for at lave om på reglerne og rollerne. De 'voksne børn' - udtrykket er flertydigt. Dels kan det, som netop omtalt, henvise til, at børnene i familien selv er blevet voksne. Hvilket som nævnt ikke ændrer grundlæggende ved rollerne 'forældre' og 'børn'. - Dels kan det henvise til, at børnene i familien stadigvæk er børn, men af de voksne er blevet tildelt en rolle som 'voksne'. En patogen rolleombytning, som er blevet meget omtalt i den offentlige debat i forbindelse med familier, der er ramt af svære belastninger som narkomani, alkoholisme eller sindslidelser (jvf. f.eks. Lisbeth Zornig Andersens meget omtalte tv-udsendelser om sit barndomsmiljø). - Og endelig kan det henvise til, at de voksne i familien - forældrene - på grund af følelsesmæssige reaktioner på en svær konflikt (som måske endda reaktiverer glemte konflikter fra den gang de faktisk selv var børn i deres egen opvækstfamilie) og en heraf følgende krise i familien er begyndt at reagere, som om de var børn igen. De voksne børn i denne betydning af udtrykket kan forlede sig selv til at begå den fejltagelse, at de i retfærdighedens og ligelighedens navn kan komme med deres sårede følelser og lægge dem på deres børns trappesten. Men det fører ikke til noget godt for nogen. - Børn kommer - som børn eller som voksne - til deres forældre for at møde forældre. Ikke fordi de gerne vil være sammen med nogle spændende mennesker i et forhold med lige og gensidige forventninger. Det er sådán: Én gang forældre - altid forældre. Vores egne behov for at møde følelsesmæssig forståelse og omsorgsfuldt forældreskab skal vi ikke komme til vores børn med. I forholdet til vores børn er det derfor en god hjælp at have fået styr på egne følelsesmæssige reaktioner over for vores egne forældre. Men det er jo ikke altid så nemt. Det kræver som regel en arbejdsindsats af betragtelig størrelse. Og som ikke kan være overstået i en håndevending, når der er brug for det. Så når det drejer sig om vores håndtering af følelserne i børnenes forhold til os og vores forhold til dem gælder det: Vis overskud! - Hvis du ikke har dét, må du gå frem efter devisen: Fake it 'till You make it.

facebook.com

De voksne børn

De voksne børn
facebook.com